NSAB 2000
Nordisk Speditørforbunds Almindelige
Bestemmelser
Overenskomst om disse bestemmelser til
ikrafttræden den 1. juni 1998 er truffet
efter forhandlinger mellem Nordisk
Speditørforbund på den ene side og
nedenstående organisationer:
DANMARK:
Erhvervenes Transportudvalg
NORGE:
Transportbrukernes
Fellesorganisasjon
FINLAND:
Centralhandelskammaren,
Industrins och Arbetsgivarnas
Centralförbund
Handelns Centralförbund
Finlands Befraktarråd
SVERIGE:
Svensk Handel
Svenska Handelskammarförbundet
Sveriges Industriförbund
ICA Aktiebolag
Kooperativa förbundet
Lantbrukarnas Riksförbund
Bestemmelserne giver i enhver henseende
ordregiveren mindst samme rettigheder
som følger af FIATA’s regler for Freight
Forwarding Services (version 1996).
INDLEDENDE BESTEMMELSER
Nordisk Speditørforbunds
Almindelige Bestemmelser angiver
speditørens og ordregiverens rettigheder
og forpligtelser, herunder speditørens
ansvar i henhold til øvrige
transportretlige konventioner, blandt
andet CIM, CMR, Haag-Visby-reglerne samt
Warszava-konventionen.
ANVENDELSE
§ 1
Disse bestemmelser er – såfremt ikke
andet udtrykkeligt er aftalt– gældende
for medlemmer af de nationale
speditørforeninger tilsluttet Nordisk
Speditørforbund samt tillige for andre
parter, der har aftalt at anvende
bestemmelserne.
AFTALEN
§ 2
Aftalen med speditøren kan omfatte:
– transport af gods
– oplagring af gods
– andre opgaver i forbindelse med
transport eller oplagring af gods, for
eksempel
1) fortoldning af gods,
2) medvirken ved udførelsen af
ordregiverens offentligretlige
forpligtelser,
3) håndtering og mærkning af gods,
4) tegning af forsikring,
5) bistand i forbindelse med eksport- og
importdokumentation,
6) indkassering af efterkrav samt
bistand i forbindelse med betaling for
godset,
7) rådgivning ved transport- og
distributionsforhold.
Speditøren kan udføre disse opgaver
enten i eget navn eller som formidler.
A. Speditøren er ansvarlig som
transportør i henhold til §§ 15– 23,
a) når han udfører transporten med eget
transportmiddel (udførende transportør),
eller
b) når han gennem et udtrykkeligt
transportløfte eller på anden måde har
påtaget sig et transportøransvar
(kontraherende transportør).
Speditøren anses for at være
kontraherende transportør,
1) når han har udfærdiget
transportdokumentet i eget navn,
2) når det ved markedsføring eller af
tilbud fremgår, at speditøren med føje
kan anses for at have påtaget sig
ansvaret som transportør – f.eks. ved at
have afgivet egen pris for transporten,
eller
3) ved godstransport ad vej.
B. Speditøren er ansvarlig som formidler
uden transportøransvar i henhold til §§
24 – 26 ved transporter, der ikke er
omfattet af pkt. A.
C. Speditørens ansvar omfatter ansvar
for den, han har antaget til at udføre
opgaven,
a) når han er ansvarlig som transportør,
jfr. pkt. A,
b) når opgaven udføres af speditøren
selv ved hjælp af eget materiel eller
egne ansatte, eller
c) når han har påtaget sig at udføre
ordren i eget navn.
Uanset på hvilket grundlag
ordregiverens krav mod speditøren
og/eller den eller de medkontrahent(er),
til hvem opdraget er videregivet,
begrundes, finder disse bestemmelser
anvendelse og med samme ansvar for
medkontrahenten som for speditøren selv.
Det samlede ansvar for speditøren og
medkontrahenterne begrænses til, hvad
der er gældende i henhold til nærværende
bestemmelser.
Når speditøren har påtaget sig at udføre
ordren i eget navn gælder – udover hvad
der udtrykkeligt er aftalt – almindeligt
gældende og anerkendte vilkår i det
omfang, disse ikke indeholder afvigelser
fra nærværende bestemmelser.
I alle andre tilfælde end pkt. a) – c),
har speditøren ansvar som formidler uden
ansvar for andre end egne ansatte.
D. Ved oplagring af gods gælder
bestemmelserne i § 27.
ORDREGIVEREN
§ 3
Ved ordregiver forstås i disse
bestemmelser den, som har indgået aftale
med speditøren, eller den, der er trådt
i ordregiverens sted. Ordregiverens
ansvar reguleres af bestemmelserne i §
28.
GENERELLE BESTEMMELSER
OPGAVENS UDFØRELSE
§ 4
Det påhviler parterne at give hinanden
de oplysninger, som er nødvendige for
opgavens udførelse. Speditøren påtager
sig i henhold til den indgåede aftale at
afhente, tage vare på og lade overtaget
gods transportere på en for ordregiveren
formålstjenlig måde ved hjælp af
almindeligt anvendte transport-midler og
transportveje.
Instruktioner til speditøren om
ordrens omfang skal gives ved direkte
meddelelse til speditøren. Oplysninger i
faktura om, at gods er solgt pr.
efterkrav, eller værdiangivelse i
forsendelsesinstruktion indebærer
således ikke ordre til speditøren om at
indkassere fakturabeløbet eller om at
tegne forsikring.
§ 5
Det påhviler speditøren at godtgøre, at
han indenfor ordrens rammer har
varetaget ordregiverens interesser med
omhu. Har speditøren eller nogen, for
hvem speditøren svarer, forvoldt skade,
forsinkelse eller andet tab med forsæt,
kan speditøren ikke påberåbe sig regler
i disse bestemmelser, som udelukker
eller begrænser speditørens ansvar eller
som ændrer bevisbyrden, for så vidt ikke
andet fremgår af § 23.
§ 6
Speditøren er ansvarlig for, at godset
kommer frem inden for rimelig tid (uden
tidsløfte). Ved vurderingen af rimelig
tid skal der tages hensyn til de
oplysninger om forventet fremkomsttid
som speditøren har angivet i sit
tilbudsmateriale, eller som er oplyst i
forbindelse med aftalens indgåelse.
Speditøren er ansvarlig for, at
godset kommer frem indenfor den tid (med
tidsløfte), som
– skriftligt aftales som særligt
tidsgaranteret transport,
– skriftligt er oplyst som en
forudsætning for ordregiverens tilbud,
og som udtrykkeligt er accepteret af
speditøren,
– præsenteres af speditøren i et
skriftligt tilbud, som er accepteret af
ordregiveren.
§ 7
Hvis speditøren ved udførelse af ordren
er nødt til at handle uden først at
indhente instruktioner, gør speditøren
dette for ordregiverens regning og
risiko.
Opstår der risiko for vædiforringelse
af overtaget gods eller på grund af
godsets beskaffenhed fare for person-,
ejendoms-eller miljøskade, og træffer
ordregiveren ikke eller sørger
ordregiveren ikke snarest efter
anmodning herom for godsets
bortskaffelse, kan speditøren træffe
nødvendige foranstaltninger med godset
og i fornødent fald lade godset sælge på
betryggende måde. Gods, som er udsat for
ødelæggelse eller stærk værdiforringelse
eller volder akut fare, kan speditøren
efter omstændighederne uden varsel sælge
for ordregiverens regning, uskadeliggøre
eller tilintetgøre.
Det beløb, som speditøren opnår i
forbindelse med et sådant salg, skal han
omgående afregne overfor ordregiveren
efter fradrag af rimelige omkostninger i
forbindelse med salget.
Speditøren skal snarest muligt
underrette ordregiver om sine
dispositioner og på anmodning
dokumentere eventuelle udgifter
forbundet hermed samt godtgøre, at
speditøren har udvist tilbørlig omhu for
at begrænse omkostninger og risici.
Såfremt speditøren i den forbindelse
har udlæg, kan speditøren særskilt
debitere omkostningerne til udlæg.
§ 8
Ved skade, forsinkelse eller andet tab,
som opstår på grund af tredjemands
handlinger eller undladelser, er
speditøren forpligtet til at reklamere
overfor denne. Speditøren skal
underrette ordregiveren og i samråd med
denne iværksætte nødvendige
foranstaltninger for at sikre
ordregiverens krav på erstatning fra
den, som har forvoldt skaden eller tabet
eller har ansvaret herfor, og efter
anmodning bistå ordregiveren i dennes
mellemværende med tredjemand.
Hvis det ønskes, skal speditøren til
ordregiveren overdragede rettigheder og
krav, som speditøren måtte have ifølge
sin aftale med tredjemand.
§ 9
Speditørens tilbud er baseret på de
oplysninger af betydning for opgavens
udførelse, der er forelagt ham, samt
øvrige forhold, som speditøren må anse
for sædvanlige for den pågældende
opgave. Fremgår ikke andet af
omstændighederne, skal speditøren kunne
gå ud fra, at det gods, der overgives
til transport, er af en sådan
beskaffenhed og har et forhold mellem
vægt og volumen, som er normalt for gods
af den pågældende art.
Ordregiver er, såfremt ikke andet er
aftalt, forpligtet til på anfordring at
betale forskud til speditøren for udlæg,
der kan opstå i forbindelse med opgavens
udførelse.
§ 10
Uanset hvad der gælder for ordregiverens
betalingspligt ifølge indgået købsaftale
eller transportaftale med andre end
speditøren, har ordregiveren pligt til
på anfordring at betale speditøren
dennes tilgodehavende (vederlag,
forskud, godtgørelse af udlæg m.v.) mod
fornøden dokumentation.
Såfremt ikke andet er aftalt, har
speditøren, når gods ikke overgives til
transport som aftalt, og opgaven af
denne grund ikke kan gennemføres helt
eller delvist, ret til at modtage
betaling i henhold til transportaftalen
og erstatning med fradrag af sparede
omkostninger, eller hvad speditøren med
rimelighed kunne have sparet ved ikke at
gennemføre opgaven. Selvom speditøren
har givet ordregiveren henstand med
betalingen, indtil godset er kommet frem
til bestemmelsesstedet, har ordregiveren
alligevel pligt til på anfordring at
betale speditøren dennes tilgodehavende,
såfremt opgaven på grund af forhold uden
for speditørens kontrol ikke kan
gennemføres i henhold til aftalen og
under forudsætning af, at dette ikke
beror på forhold, som speditøren skal
svare for i henhold til nærværende
bestemmelser.
§ 11
For arbejde, der bevisligt ligger
udover, hvad der udtrykkeligt er aftalt,
eller som normalt er omfattet af
speditørens opdrag, har speditøren krav
på særskilt vederlag. Vederlaget
fastsættes efter samme principper som
betaling for de tjenester, som i øvrigt
er omfattet af ordren.
For udlæg udover hvad der
udtrykkeligt er aftalt, eller som
normalt er omfattet af speditørens
opdrag, og som ikke er betalt forud, har
speditøren krav på godtgørelse for
dokumenterede udlæg samt
udlægsomkostninger.
§ 12
Hvis speditøren bliver forpligtet til at
betale tillægsregning for de af
speditøren formidlede tjenesteydelser,
er ordregiveren forpligtet til på
anfordring at godtgøre speditøren disse
beløb mod fornøden dokumentation. Det
påhviler speditøren at kontrollere og så
vidt muligt sammen med ordregiveren
fastlægge, at de formidlede
tjenesteydelser ligger indenfor rammerne
af opdraget, og at de debiterede beløb
er rimelige. Speditøren skal så vidt
muligt underrette ordregiveren inden
betaling sker.
§ 13
Afbrydes påbegyndt ordre på grund af
hindringer, som ligger udenfor
speditørens kontrol, er speditøren
berettiget til godtgørelse for afholdte
udlæg og udført arbejde mod fornøden
dokumentation.
PANTERET
§ 14
Speditøren har panteret i gods, som er
under speditørens kontrol, dels for alle
på godset hvilende omkostninger –
vederlag og lagerleje iberegnet – dels
for samtlige speditørens øvrige
fordringer på ordregiver hidrørende fra
de i § 2 nævnte opgaver.
Bortkommer eller ødelægges godset,
har speditøren tilsvarende ret over
erstatningsbeløb fra
forsikringsselskabet, fragtførere eller
andre.
Betales speditørens forfaldne
fordringer ikke, er speditøren
berettiget til på betryggende måde at
lade sælge så meget af godset, at
speditørens samlede fordringer inklusive
omkostninger dækkes. Speditøren skal så
vidt muligt i god tid underrette
ordregiveren om de skridt, speditøren
agter at foretage med henblik på salg af
godset.
SÆRLIGE
BESTEMMELSER
SPEDITØRENS ANSVAR SOM
TRANSPORTØR
§ 15
Speditøren er ansvarlig som transportør,
jfr. §§ 16 – 23, for bortkomst,
forringelse eller skade på godset, som
indtræffer fra det tidspunkt, hvor
godset overtages til transport, indtil
det afleveres, samt for forsinkelse med
leveringen. Under alle omstændigheder
ophører ansvaret som transportør senest
15 dage efter, at speditøren har
underrettet den, som har ret til at få
godset udleveret, om, at godset er
ankommet, eller har afsendt skriftlig
meddelelse herom til den af ordregiveren
opgivne adresse.
For tiden derefter er speditøren
ansvarlig i henhold til aftale eller
indenfor rammerne af omsorgspligten,
jfr. § 5.
§ 16
Ansvar indtræder ikke, hvis bortkomsten,
forringelsen, beskadigelsen eller
forsinkelsen skyldes:
a) ordregiverens fejl eller
forsømmelse,
b) behandling, lastning, stuvning
eller aflæsning af godset, som foretages
af ordregiveren eller nogen, som handler
på dennes vegne,
c) godsets egen letskadelige
beskaffenhed, f.eks. brækage, lækage,
selvantændelse, forrådnelse, rust,
gæring, fordampning eller følsomhed
overfor kulde, varme eller fugt,
d) manglende eller mangelfuld
emballage,
e) fejlagtig eller ufuldstændig
adressering eller mærkning af godset,
f) fejlagtige eller ufuldstændige
oplysninger om godset,
g) forhold, som speditøren ikke kunne
undgå, og hvis følger speditøren ikke
kunne afværge.
Speditøren er, uanset hvad der
bestemmes under a) – f), ansvarlig i det
omfang, hans fejl eller forsømmelser har
forårsaget eller medvirket til
bortkomsten, forringelsen, skaden eller
forsinkelsen.
Ved bedømmelsen af speditørens ansvar
skal der tages hensyn til, om
speditøren, trods kendskab til
forholdene, har godkendt eller undladt
at fremkomme med indvendinger mod
ordregiverens foranstaltninger
vedrørende godset.
For penge, værdipapirer og
værdigenstande er speditøren kun
ansvarlig, såfremt særlig aftale er
truffet herom.
§ 17
Erstatning for bortkomst eller
forringelse af godset beregnes efter
godsets fakturaværdi, hvis det ikke
bevises, at markedsprisen for eller den
gængse værdi af gods af samme art og
beskaffenhed har været en anden på
tidspunktet og stedet for speditørens
overtagelse af godset. Erstatning gives
ikke for antikvitetsværdi,
affektionsværdi eller anden særlig værdi
af godset.
Endvidere erstattes
fragtomkostninger, toldbeløb og andre
udlæg i forbindelse med transporten af
det, der er gået tabt. Derudover er
speditøren ikke pligtig at yde nogen
skadeserstatning, hverken for tabt
avance, mistet markedsandel eller andet
tab af hvilken som helst art.
§ 18
Erstatning for beskadigelse af gods ydes
med det beløb, der svarer til
værdiforringelsen. Dette beløb
fremkommer ved på godsets værdi, således
som det bestemmes efter § 17, stk. 1, at
anvende den procent, hvormed godset er
forringet i værdi ved beskadigelsen.
Desuden erstattes i samme omfang sådanne
omkostninger, som omtales i § 17, stk.
2, 1. punktum, men derudover er
speditøren ikke pligtig at yde nogen
skadeserstatning.
§ 19
Har speditøren erstattet godset fuldt
ud, overgår ejendomsretten efter
anmodning til speditøren.
FORSINKELSE
§ 20
A. Erstatning for forsinkelse ydes, jfr.
§ 6, stk. 1, for sådanne direkte og
rimelige omkostninger, som speditøren på
tidspunktet for aftalens indgåelse kunne
forudse som en sandsynlig følge af
forsinkelsen, dog højst et beløb
svarende til den aftalte fragt eller
andet vederlag.
B. I de tilfælde, hvor der er indgået
aftale om en transport med tidsløfte,
jfr. § 6, stk. 2, skal speditøren,
såfremt ikke andet er aftalt, ved
overskridelse af den aftalte
transporttid kreditere ordregiveren den
aftalte fragt eller andet vederlag, som
er aftalt for transporten. Kreditering
skal dog ikke finde sted, såfremt
forsinkelsen er opstået som følge af
omstændigheder udenfor speditørens egen
kontrol. Ved vejtransport indenfor
Europa er speditøren dog tillige
ansvarlig for, hvad der kunne
kontrolleres af speditørens
medkontrahenter.
Ordregiveren anses for at have lidt
et tab som følge af forsinkelse svarende
til fragtbeløbet, medmindre det kan
godtgøres, at tabet udgør et mindre
beløb. I sidstnævnte tilfælde skal
erstatningen udgøre det beløb, der
svarer til tabet.
Erstatning for forsinkelse kan
ingensinde overstige fragtbeløbet.
TOTALTAB VED FORSINKELSE
§ 21
Ordregiveren har ret til erstatning, som
om godset var gået tabt, såfremt
udlevering ikke er sket:
– for internationale vejstransporter
inden 30 dage efter den aftalte
leveringstid, eller såfremt særlig
leveringstid ikke er aftalt, inden 60
dage efter, at godset er modtaget til
transport,
– for øvrige transporter inden 60
dage fra det tidspunkt, godset burde
være kommet frem.
Ordregiveren har dog ikke krav på
erstatning som for totaltab, såfremt
speditøren indenfor de ovenfor angivne
frister kan dokumentere, at godset
findes i behold og kan udleveres
indenfor rimelig tid.
§ 22
For bortkomst, forringelse eller
beskadigelse af godset er speditørens
ansvar begrænset til SDR 8,33 pr. kg
bruttovægt af den del af godset, som er
bortkommet, forringet eller beskadiget.
§ 23
Hvis særlig aftale er truffet om en
bestemt transportmåde, eller hvis det
kan bevises, at bortkomst, forringelse,
beskadigelse eller forsinkelse er
indtruffet, medens godset
transporteredes med et bestemt
transportmiddel, skal speditøren i
stedet være ansvarlig ifølge de for en
sådan transportmåde gældende
lovbestemmelser og almindeligt
forekommende og anerkendte
transportvilkår i det omfang, disse
indeholder afvigelser fra, hvad der er
fastsat i § 5, stk. 2, eller §§ 15 – 22.
SPEDITØRENS ANSVAR SOM
FORMIDLER
§ 24
Speditøren er ansvarlig for skade som
følge af, at speditøren ikke har udvist
tilbørlig omhu ved ordrens udførelse.
Det påhviler speditøren at godtgøre, at
han indenfor rammerne af ordren har
varetaget ordregiverens interesser med
omhu. Speditøren er ikke ansvarlig for
tredjemands handlinger eller undladelser
ved udførelsen af transport, lastning,
losning, udlevering, fortoldning,
lagring, inkasso eller andre af
speditøren formidlede tjenesteydelser,
for så vidt speditøren kan påvise, at
speditøren har udvist tilbørlig omhu ved
valget af denne.
For penge, værdipapirer og
værdigenstande er speditøren kun
ansvarlig, såfremt særlig aftale er
truffet.
§ 25
Ved beregningen af erstatning for
bortkomst, forringelse, beskadigelse og
forsinkelse af gods skal bestemmelserne
i §§ 17 – 19 samt § 20, stk. 1, finde
tilsvarende anvendelse.
§ 26
Speditørens ansvar som formidler m.v. er
begrænset til SDR 50.000 for hver ordre,
dog således at erstatningen ikke kan
overstige:
a) for forsinkelse, det aftalte
vederlag for opgaven,
b) ved bortkomst, forringelse eller
beskadigelse af gods SDR 8,33 pr. kg
bruttovægt af den del af godset, som er
bortkommet, forringet eller beskadiget.
OPLAGRING
§ 27
A. Ved oplagring af gods i tilslutning
til en transport, hvor speditøren har et
transportøransvar, er speditøren
ansvarlig for godset efter
bestemmelserne i §§ 15 – 23 indtil 15
dage efter transportens afslutning.
B. For oplagringsopgaver i henhold
til § 2, B, gælder bestemmelserne i §§
24 – 26.
C. For oplagringsopgaver i øvrigt
gælder følgende tillægsbestemmelser:
1) Speditøren skal kontrollere og
kvittere for modtagne hele kolli, men
uden ansvar for indhold og ikke synlige
skader.
På ordregiverens foranledning skal
speditøren foretage en totaloptælling af
det oplagrede gods.
I det omfang hele kolli brydes efter
modtagelsen, skal speditøren omgående
give ordregiver meddelelse om brud eller
skade, som speditøren har konstateret
eller burde have konstateret.
Speditøren skal sørge for nødvendig
udleveringskontrol af varer.
2) Hvis ordregiver ikke har givet
særlige instruktioner vedrørende
oplagringen af godset, har speditøren
frit valg mellem forskellige
oplagringsmåder, dog således at
speditøren skal udvise tilbørlig omhu.
3) Speditøren skal i eget navn og for
ordregivers regning tegne forsikring for
brand, vand og indbrudstyveri baseret på
godsets fakturaværdi ved indlevering til
oplagring +10% i det omfang, ordregiver
ikke skriftligt har meddelt andet.
Ved bortkomst, forringelse eller
beskadigelse på godset, som ikke dækkes
af forsikringen, jfr. ovenfor, eller når
sådan forsikring ikke er tegnet, er
speditøren ansvarlig for fejl eller
forsømmelser i overensstemmelse med §§
17 – 19 og § 22. Speditørens ansvar i
forhold til samtlige ordregivere for
skader, der indtræffer ved en og samme
hændelse er begrænset til SDR 500.000.
Ved forsinkelse er speditøren ansvarlig
i henhold til §§ 20 – 21.
4) Hvis oplagret gods på grund af
dets beskaffenhed findes at kunne skade
ejendom eller personer, er ordregiver
forpligtet til straks at fjerne godset.
5) Ordregiver skal senest ved
indlevering til oplagring meddele
speditøren til hvilken adresse,
meddelelser vedrørende godset skal
sendes, og hvor instruktioner fås, og
straks underrette speditøren om
eventuelle forandringer heri.
ORDREGIVERS ANSVAR
§ 28
Ordregiveren er forpligtet til at holde
speditøren skadesløs for det tab eller
den skade, som forvoldes speditøren som
følge af, at
a) oplysningerne vedrørende godset er
urigtige, utydelige eller ufuldstændige,
b) godset er mangelfuldt emballeret,
mærket eller deklareret, eller af
ordregiveren mangelfuldt lastet eller
stuvet,
c) godset har sådanne skadevoldende
egenskaber, som speditøren ikke med
rimelighed kunne indse,
d) speditøren på grund af ordregivers
fejl eller forsømmelse pålægges at
betale told eller offentlige afgifter
eller at stille sikkerhed.
Ved afgørelsen af ordregivers ansvar
i henhold til pkt. a) og b) skal der
tages hensyn til, om speditøren trods
kendskab til forholdene har godkendt
eller undladt at fremkomme med
indvendinger overfor opdragsgiverens
oplysninger vedrørende godset.
Hvis speditøren i egenskab af
befragter får pligt til ved søtransport
at betale andel i groshavari for
ordregivers gods til bortfragteren eller
udsættes for krav fra tredjemand af
ovenfor angivne årsager, skal ordregiver
holde speditøren skadesløs.
REKLAMATION
OG SØGSMÅL
REKLAMATION
§ 29
Reklamationer til speditøren skal
afgives uden unødigt ophold.
Ved synbar forringelse eller
beskadigelse af godset bør modtageren
reklamere straks ved godsets modtagelse.
Såfremt reklamation sker senere end
syv dage fra godsets modtagelse,
påhviler det den, der reklamerer overfor
speditøren, at bevise, at skaden eller
forringelsen var indtruffet inden
godsets modtagelse. Såfremt den, der
reklamerer, ikke kan bevise dette, anses
godset for at være udleveret uden
beskadigelse og forringelse.
Reklamation, som vedrører andet end
beskadigelse, forringelse eller tab af
godset, skal afgives inden 14 dage efter
den dag, da ordregiveren fik eller burde
have fået kendskab til de
omstændigheder, som begrunder et ansvar
for speditøren. Såfremt en sådan
reklamation ikke er afgivet, har
ordregiver fortabt sine rettigheder.
Hvis aftale er truffet med speditøren
om en bestemt transportmåde, gælder i
stedet de for en sådan transportmåde
gældende lovbestemmelser og almindeligt
forekommende og anerkendte
transportvilkår i det omfang, disse
indeholder afvigelser fra, hvad der er
fastsat i stk. 1.
FORÆLDELSE (Kun
Danmark, Finland og Sverige)
§ 30
Sag mod speditøren skal – idet kravet
ellers er fortabt – anlægges inden et
år. Fristen løber:
a) ved forringelse eller beskadigelse
af gods fra den dag, da godset blev
udleveret til modtageren,
b) ved forsinkelse, bortkomst af en
hel sending eller anden skade fra det
tidspunkt, hvor forsinkelse, bortkomst
eller anden skade tidligst kunne
konstateres.
Denne bestemmelse gælder, når
speditøren har hjemsted i Danmark,
Finland eller Sverige.
Hvis aftale er truffet med speditøren
om en bestemt transportmåde, gælder i
stedet de for en sådan transportmåde
gældende lovbestemmelser og almindeligt
forekommende transportvilkår i det
omfang, disse indeholder afvigelser fra,
hvad der er fastsat i stk. 1.
VOLDGIFT (Kun Finland, Norge og
Sverige)
§ 31
Finland
Tvister mellem speditøren og dennes
ordregivere skal, med nedennævnte
undtagelser, ikke henvises til domstol,
men skal afgøres ifølge finsk lov om
voldgift. Voldgiftsmænd udpeges af
Centralhandelskammaren i Finlands
voldgiftsnævn, og voldgiften skal følge
dette nævns regler. Voldgiftsretten skal
sættes i Helsingfors by. Iværksættelse
af retslige skridt til inddrivning af
ubestridte fordringer indebærer ikke
afkald på krav om voldgift i forbindelse
med omtvistede modfordringer, som
således ikke kan fremmes i modsøgsmål
eller i modregning på anden måde end ved
voldgift.
Tvister om beløb, som ikke overstiger
en værdi af FIM 200.000, eller som
berører forhold til ordregivere, som har
indgået aftale hovedsageligt for privat
regning, skal dog ikke afgøres ved
voldgift.
Norge
Tvister mellem speditøren og hans
ordregivere skal, med nedennævnte
undtagelser, ikke anlægges ved domstol,
men skal endeligt afgøres ved voldgift i
henhold til de regler, der af Oslo
Handelskammers Voldgiftstinstitut
anvendes ved forenklet
voldgiftsbehandling. Instituttet skal
under hensyntagen til søgsmålets
karakter, sagsgenstandens størrelse og
øvrige forhold afgøre, hvorvidt de
almindelige regler for voldgift skal
finde anvendelse. Vedtagelsen af
retslige skridt til inddrivelse af
ubestridte krav indebærer ikke afkald på
voldgift i spørgsmål om bestridte
modforordninger, som alene kan afgøres
af voldgiftsretten. Oslo Handelskammers
Voldgiftsinstituts regler samt norsk ret
er gældende i det omfang, speditøren har
hjemting i Norge. Tvister om beløb, der
ikke overstiger NOK 300.000, eller som
vedrører forholdene til ordregivere, der
hovedsagligt har indgået aftalen for
egen regning, skal dog ikke henvises til
afgørelse for voldgiftsretten, med
mindre parterne har aftalt andet.
Sverige
Tvister mellem speditøren og dennes
ordregiver skal, med ovennævnte
undtagelser, ikke henvises til domstol,
men skal afgøres efter svensk ret om
voldgift efter Stockholms
Handels-kammers Voldgiftsinstituts
regler. Reglerne for forenklet
vold-giftsbehandling skal gælde, med
mindre instituttet under hensyntagen til
søgsmålets sværhedsgrad, -værdi og
øvrige omstændigheder bestemmer, at
instituttets voldgiftsregler skal
tillempes søgsmålet. I sidstnævnte
tilfælde skal instituttet også beslutte
om voldgiftsretten skal bestå af en
eller flere vold-giftsdommere.
Vedtagelse af retslige skridt til
inddrivelse af ubestridte fordringer
indebærer ikke afkald på voldgift i
spørgsmål om bestridte modfordringer,
som alene kan afgøres af
voldgiftsretten. Tvister om beløb, som
ikke overstiger SEK 300.000, eller som
berører forhold til ordregivere, som har
indgået aftale hovedsageligt for privat
regning, skal dog ikke afgøres ved
voldgift.
VÆRNETING OG LOVVALG
(Kun Danmark)
§ 32
Sag mod speditøren skal, når speditøren
har hjemsted i Danmark, anlægges ved
dansk domstol og afgøres i
overensstemmelse med dansk ret.